|
Forord til 4.
udgave af bogen "Noget om køleteknik":
”Noget om køleteknik” 4. udgave er
stort set et genoptryk af 3. udgave. Der er blevet rettet enkelte
fejl og afsnittet om lovgivningen er revideret på grund af ny
lovgivning, der er trådt i kraft siden 3. udgave blev udgivet. Jeg
er uddannet maskinmester og har beskæftiget mig med køleanlæg i hele
min erhvervsaktive periode. Jeg har sejlet i J. Lauritzens køleskibe
i 6 år, været ansat hos grossistfirmaet FK TEKNIK A/S i Århus som
teknisk sælger i 9 år og har været ansat på Den jydske
Haandværkerskole i Hadsten som faglærer i køleafdelingen i 13 ½ år.
Siden april 2008 har jeg arbejdet som selvstændig konsulent. Jeg
beskæftiger mig i dag med lovgivningen for køleanlæg og hjælper
kølefirmaer med ISO 9001 certificeringen. Desuden hjælper jeg
el-installatører med indførelse og vedligeholdelse af SKS-systemer.
Jeg afholder kurser om køleteknik, lovgivning og andre relaterede
emner.
Bogens indhold kan anvendes af mange
personer. Bogen bruges som lærebog i køleteknikeruddannelsen og på
de fleste maskinmesterskoler. Desuden er bogen anvendelig som
opslagsbog for kølebranchen generelt.
Mange har været involveret i det
materiale bogen indeholder. Mine tidligere kolleger har givet mig
mange ideer til rettelser og ændringer i materialet undervejs, mens
bogen har været under udarbejdelse. Specielt har Jens Sørensen fra
Den jydske Haandværkerskole, Svend Vinther Pedersen fra Teknologisk
Institut og Leif Terkelsen fra Simac i Svendborg læst og kommenteret
materialet til bogen. De er alle kommet med mange gode input til mit
arbejde med bogen. Kurt C. Hilbrecht fra Johnson Controls
International har bidraget med mange skitser og andet materiale.
Billederne på omslaget er venligst stillet til rådighed af Den
jydske Haandværkerskole i Hadsten.
A.K.B.´s fond - Autoriserede
Kølefirmaers Brancheforenings fond har støttet udgivelsen af bogen
undervejs frem til den foreliggende udgave - www.koeleteknik.dk.
I bogen er der sider med annoncer for
leverandører til kølebranchen. Disse leverandører, har med deres
annonce, været med til at støtte bogens udgivelse. Den jydske
Haandværkerskole har støttet bogens udgivelse økonomisk og på anden
vis. Derfor er der en side, der fortæller om skolens aktiviteter på
uddannelsesområdet.
Advarselsskilte i bogen er brugt med
Copyright©
ArSiMa 2006.
Enheder og symboler i bogen baserer
sig på SI-systemets standard for dette. En enkelt undtagelse er, at
tryk i bogen benævnes med bar. Bar er ikke en SI-enhed. Alle tryk i
bogen er opgivet i effektive tryk (overtryk) undtaget, når der
specielt er nævnt, at det drejer sig om absolutte tryk.
Følg med på min web-site -
www.eigil.dk og se informationer om bogen.
På web-siten vil rettelser m.m. blive
offentliggjort til fri download.
God fornøjelse med bogen.
Viby J., maj 2010 - Eigil Nielsen
|